Den komplette guide til Machu Picchu

Den komplette guide til Machu Picchu

Machu Picchu er højdepunktet på de flestes Peru-rejse – men også det sted, der kræver mest planlægning. Her er alt det praktiske samlet ét sted.

Køb billetten først

Antallet af daglige besøgende er begrænset, og billetterne sælges i tidsrum via det officielle billetsystem. I højsæsonen (juni-august) bør du købe billet flere måneder i forvejen. Vælg mellem:

  • Kun ruinbyen – det klassiske besøg, rigeligt for de fleste
  • Ruinbyen + Huayna Picchu – den stejle top bag byen med det ikoniske udsyn (få billetter, udsolgt hurtigt)
  • Ruinbyen + Machu Picchu-bjerget – længere men mindre stejl vandring med panoramaudsigt

Sådan kommer du derhen

  1. Tag toget fra Cusco (Poroy) eller Ollantaytambo til Aguas Calientes – book hos PeruRail eller Inca Rail i god tid
  2. Fra Aguas Calientes tager shuttlebussen 25 minutter op til indgangen (eller gå de ca. 400 højdemeter på 1,5 time)
  3. Alternativt: vandr Inkastien (4 dage) eller Salkantay-ruten (5 dage) og ankom til fods

Den bedste dagsrytme

Tag toget til Aguas Calentes dagen før og overnat i byen. Så kan du være ved indgangen til første tidsrum om morgenen, hvor lyset er smukkest og folkemængden mindst. Tågen om morgenen letter som regel i løbet af formiddagen – gå ikke i panik, hvis alt er hvidt, når du ankommer.

Praktiske tips

  • Medbring pas – det skal fremvises med billetten ved indgangen
  • Der er ingen toiletter inde i ruinbyen – gå på toilettet ved indgangen
  • Stor rygsæk, droner og stativer er ikke tilladt
  • Guide er ikke længere et absolut krav på alle ruter, men en god guide løfter oplevelsen betydeligt
  • Tag solcreme, vand og myggespray med – og regnjakke uden for tørtiden